Snothasen

Historien om nisserne i Halkhoved Plantage

Nisserne i Halkhoved Plantage også kaldet skovnisserne, bor i en kæmpehøj langt inde i skoven. Kæmpehøjen er bevokset med mos og små grantræer. Ved et tilfælde opdagede skovgruppen i Glyngøre Børnehave, at højen er beboet af nisser.

Udenfor nissehøjen er der et stort hul, som fører ned i nissehøjen. Hullet er for lille til at mennesker kan komme igennem, men for en nisse passer størrelsen lige bestemt. Nisserne sover, spiser, leger og arbejder, akkurat ligesom mennesker gør det. Men det er kun i december måned nisserne bor i højen. Så snart juleaften er forbi, rejser nisserne tilbage til Grønland igen.

Man kunne spørge, hvorfor nisserne så overhovedet gider rejse helt til Danmark blot for at være her i december måned. Nisserne skal blandt andet til Danmark for at samle kogler, gran og brænde, som de skal bruge på Grønland. På Grønland har de kun ganske få træer og da slet ingen grantræer.

Skovnisserne er nu heller ikke kede af at leve i Halkskoven. De er med til at skabe julestemning for alle dyrene – dyrene er nemlig skovnissernes bedste venner. Men alt er desværre ikke fryd og gammen. Skovnisserne har en fjende. Han hedder Snothasen.

Snothasen er en slibrig fyr. Han har altid snot løbende ned ad hagen. Han pruster og stønner, og omridset af ham er lidt tåget. Han er usynlig for mennesker, men han sætter tydelige spor af snot på træerne. Heldigvis er han bange for mennesker.

Snothasen hader nisser, og han laver ikke andet end at drille dem. Han kan for eksempel finde på at stå på lur, når nisserne samler brænde i skoven. Så tager han en nisse til fange og kan blandt andet finde på at slibe nissen på en slibesten, binde nissen til et træ og kilde de små nissefødder med en fjer, indtil nissen er helt udmattet af at grine. Han stjæler også tit ting, som tilhører nisserne. Egentlig lever Snothasen i skoven hele året. Men han går og keder sig det meste af året. Det eneste han ser frem til er december måned, for så kan han drille nisserne igen.

Skovnisserne har ofte bedt skovbørnene om hjælp. Børnene har hjulpet nisserne med at finde ting, som Snothasen har stjålet fra nisserne. De har også lavet en snothasskræmsel. Snothasskræmslen forestiller et menneske og står udenfor nissehøjen. Det hjælper også nisserne, når skovbørnene går rundt i skoven, for så flygter Snothasen nemlig langt væk. Snothasen kan lugte menneskenes sæbelugt på lang afstand, og er der noget Snothasen ikke kan fordrage, så er det duften af sæbe.

Nisserne plejer at lægge en belønning til skovbørnene som tak for hjælpen nogle dage før, de tager tilbage til Grønland igen.